Sidste weekend i St. Anton skisæsonen 2017/2018

St. Anton, en af danskernes yndlingsdestinationer, lukkede ned i weekenden. Riders, CopenHill og SKI365 tog ned til lukkefesten med bl.a. skiløbet ”Der Weisse Rausch”, stor koncert, e-mountainbiking i bjergene og selvfølgelig en masse skiløb.

 

Først lige en kort introduktion af vores rejsekammerater fra CopenHill og SKI365.

CopenHill (Amager Bakke) er Danmarks nye urbane skibakke beliggende på taget af forbrændingen Amager Bakke på Refshaleøen i København. Bygningen er 85 meter høj, og det 9.500 kvadratmeter store skiområde forventes at åbne til Oktober i år. Og vi glæder os! Du kan læse mere på: www.copenhill.dk

SKI365 er Danmarks helt nye skisport-community, som forsøger at samle alt indenfor skisport. Som medlem af SKI365, vil man i fremtiden kunne boltre sig i specielle tilbud, rabatter, konkurrencer og events indenfor skisport, -rejser og -udstyr samt billigere liftkort på CopenHill. Du kan allerede nu blive gratis medlem her: www.copenhill.dk/ski365

 

Kort om St. Anton

St. Anton ligger 1.300 meters højde i det østrigske bjergpas Arlberg i Tyrol, hvor du har mulighed for 305 kilometer markerede pister med terræn i over 2.800 meters højde. Derudover har St. Anton også et stort antal off-pist muligheder. Dette sammen med områdets høje skiniveau, store snefald, udfordrende og nemt tilgængelige off-pister og den stemning du kun finder i Tyrol, har gjort St. Anton til en af Europas, og ikke mindst danskernes, mest populære destinationer. Det tog vi ned for at teste.

 

Østrigsk stemning og kvalitet fra start til slut

Vi kørte fra København fredag d. 20 april kl. 9 med bilen pakket med ski, snacks og tyrolermusik på anlægget. Ned gennem Tyskland var vi flere steder oppe på 30 grader udenfor, hvilket føltest ret surrealistisk, når man nu var på vej på ski. Men 12 en halv time efter, var vi fremme i St. Anton, hvor vi tjekkede ind hos vores østrigske ”hausmutter” Petra i hendes karismatiske s’Landhaus. Fra man træder ind ad døren, er man ikke i tvivl om, at man er i Østrig. Indretningen er i autentisk hyggelig Østrigsk stil med sollide træmøbler, brune klinker, antikke ski og udsmykning på væggene samt dejlige farverige puder og blomster. Alle værelserne er rummelige og hyggeligt indrettet med bad, toilet, tv, telefon og terrasse. Prisen ligger i den lave ende i Tyrol og er inkl. lækker morgenmadsbuffet at starte dagen på. Læs mere om s’Landhaus her: www.slandhaus-stanton.at/

 

 

Kæmpe skiområde og lifte i verdensklasse

Efter en god nats søvn og en solid morgenmad hos Petra, tog vi skiudstyret på og gik de ca. 450 meter over til den store galzigbahn, som løfter en 885 meter op i Arlbergs flotte skilandskab. Og hvis man var i tvivl, om der stadig var sne i St. Anton i slut april i år, skulle man ikke være bange – for hold da op, hvor var der stadig meget sne! 90 cm i bunden og 320 cm på toppen. Vi oplevede nærmest ingen brune pletter på pisterne – kun masser af sne! Temperaturen er selvfølgelig højere og sneen nogle steder en del tungere, end hvis man tog afsted i januar fx. Men hvor er det befriende, at du har så mange pister og lifte (88 stk.) nærmest for dig selv – og så i en temperatur, så du kun behøves at have en hoodie på. Temperaturen lørdag var på 12 grader i dalen, hvilket kan lyde af meget. Men med så meget sne fra en super skisæson med masser af sne, var det ingen problem at stå på ski helt i bund, hvis man ville det. Sneen er selvfølgelig bedst på toppen, hvor temperaturen sniger sig længere ned.

 

 

 

Området har nogle fanatiske pister med en stor diversitet og mange med højt skiniveau. Så det er svært at begynde at kede sig i St. Anton – selv for en erfaren skiløber. For nybegyndere er der også muligheder. Men området henvender sig stadig mest til den øvede, som stadig søger udfordringer i de stejle hældninger, skarpe sving, pukler og off-pister i særklasse.

 

 

Der Weisse Rausch

Kl. 17 lørdag d. 21 april blev årets sidste store skiløb ”Der Weisse Rausch” i St. Anton afholdt med start i 2.811 meters højde fra toppen af Valuga og med afslutning dalen ved St. Anton. Det var vi selvfølgelig med til! Det er et løb for (næsten) alle skisportsgrene; ski, telemark, snowboard, snowblades osv. – og alle kan være med! Fra østrigeren i stram fartdragt til drengene alle udklædt i tigerdyrs-kostumer til pensionisten med antikke træski spændt direkte på et par solide vinterstøvler.

Det er en årlig begivenhed i lukkeweekenden i St. Anton med 555 deltagere. Det koster 45 euro at deltage og er for alle over 16 år. For yngre deltagere har St. Anton lavet et ”Mini Weisser Rausch”. Med i prisen får du en voucher til et ”Pasta Party” inden løbet, hvor man kan få en omgang pasta bolognese sammen med de andre deltagere.

 

 

Skiløbet handler om at komme hurtigst ned på en markeret rute. Ingen porte eller noget. Men lad dig ikke snyde, for dette løb er anderledes. Du skal nemlig også flere steder have skiene af for at gå opad bjerget, pacere forhindringer og andre udfordringer. Så lige så god du er på ski, en lige så god kondi og udholdenhed skal der til, hvis du har planer om at lande i toppen af klassementet. Det er også det, der gør lige præcis dette løb til noget helt specielt og sjovt samt særdeles underholdende for tilskuere at se. Selv i løbet af dagen er der en knitrende atmosfære i luften.

Du kan læse mere om ”Der Weisse Rausch” her: www.skiarlberg.at/de/regionen/skigebiet/stanton-stchristoph-stuben/der-weisse-rausch-1

Afslutningsfest & Afterski

Når man efter sine anstrengelser på bjerget vælter ind over målstregen, lander du i en sand fest-zone med musik, masser af tilskuere og udlevering af diverse energi-drikke. Herefter bliver vinderne fejret på en scene på torvet i St. Anton. I år var der hele to danskere på podiet: Christian Thomsen (1. plads i telemark) & Cecilie Krogshave Bogdahn (2. plads i snowboard). Efter medaljeoverraskelsen overtager en DJ scenen og sørger for en velfortjent fest, hvor løbet og skisæsonens afslutning i St. Anton fejres.

 

 

 

Er du ikke til stor DJ-fest på torvet, har St. Antons mange afterski-barer stadig åbent, hvor man kan nyde en kold øl til lyden af ”Anton aus Tirol” og skistøvler dansende mod hinanden. Flere barer og restauranter har også fordelagtige priser i lukkeweekenden, da de gerne vil have tømt ud i lageret inden sæsonen afsluttes.

Det gælder desuden også mange af de store skibutikker, hvor man sagtens kan gøre sig et godt køb af ski, snowboard og støvler til halvpris, så at de har plads til næste sæsons nye modeller.

E-mountainbiking i bjergene

Efter lørdagens skiløb og afslutningsfest mv., blev det søndag og uigenkaldeligt St. Anton sidste dag med åbne pister for skisæsonen 17/18. Og hvor var det igen lækkert vejr – fuld sol og temperaturen nærmede sig de 14 grader i dalen. Men i dag var helt speciel, da det virkede som om, at størstedelen, der deltog i skiløbet dagen før, var taget hjem, hvilket gjorde at vi nærmest havde hele skiområdet for os selv. Ingen kø, bare masser af skiløb!

Kl. 15 stod vi af skiene og hoppede i normale sko for at prøve St. Antons nye sommertrend e-mountainbiking. Cyklen er en blanding af en mountainbike og en fatbike med ekstra brede dæk med dybe mønstre og pigge på for også at kunne cykle på is og sne. Her har man så yderligere tilføjet en elmotor, så du både kan cykle op og ned af bjergene uden problemer.

 

 

Alle kan være med uden af have større erfaring indenfor mountainbiking, da elmotoren er en fantastisk hjælp og let at styre. Men det er selvfølgelig en fordel, hvis du har siddet på en cykel før. Det er supersjovt at cykle på disse store cykler, som både kan cykle på stier og i terræn. Bare husk at der er stor chancer for at blive godt mudret, hvis du ligesom os, synes det er sjovest at cykle i terræn. Men det er kun sjovt og kan jo vaske af.

 

 

 

Vi lejede vores cykler hos Pete Sport, der ligger midt på gågaden i St. Anton. De har cykler til både børn og voksne og ligger prismæssigt fra 20-39 euro for 2 timer, men kan sagtens lejes længere tid. Få mere info her: www.sportpete.com/bikeverleih

Har du lyst til selv at prøve kræfter med e-mountainbiking er St. Anton et fantastisk sted med flot natur og ruter, der går op i bjergene. Allerede den 22.-24. juni afholder St. Anton deres egen e-bike festival med alt indenfor e-biking. Festivallen er som udgangspunkt gratis, hvor der kan tilkøbes forskellige pakker med guidede ture, test af e-bikes mv. fra 79 euro for en dag. Læs mere om e-bike festivallen her: www.ebikefest.at/en/ 

3 hurtige om St. Anton

Efter 2 dage i St. Anton i lukkeweekenden, forstår vi nu, hvorfor destinationen er så populær:

  • Området er så stort, velholdt og udfordrende, at selv den mest garvede skiløber kan udvikle sit skiløb og liftsystemet er i særklasse.

 

  • Anton har et af landets største snefald. Og er der noget vi kan lide – så er det masser af sne!

 

  • Hele stemningen i St. Anton rammer en fra man sætter sine fødder i byen. Med deres store gæstfrihed og den humørspredende tyrolermusik og afterski, der gør, at man ikke kan lade være med at nynne lidt med på ”ich bin so schön, ich bin so toll Ich bin der Anton aus Tirol”.

Og skulle du få lyst til at prøve at være med til at lukke skidestinationen St. Anton ned i lukkeweekenden, kan det kun anbefaledes. Vejret er varmt og lækkert, næsten ingen på pisterne, hvilket vil sige ingen kø. Og så er der bare en stemning og en fest i byen med ”Der Weisse Rausch” uden lige, hvor det også er muligt at gøre en god handel, hvis man er på udkig efter nyt skiudstyr. Vi kommer i hvert fald tilbage.

Læs mere om St. Anton skiområdet her: www.stantonamarlberg.com